³ VvRrEeDdEe ¢ VvRrEeDdEe ( 2.Version af Rose) ² Af Martin Serup. Han løb hurtigt igennem de krogede gader, det var nu det skulle gøres. Nu, han havde ventet så længe. Alt for længe til at han bare kunne slappe af og slæntre igennem byen, som på en almindelig Onsdag aften. Han løb forbi en skraldespand i høj fart men vendte så om igen for at sparke den på jorden. Han opdagede til sin forbavselse at han kunne lide at SE affaldet ude på jorden. Bare ligge at flyde, uden for den normale verdensorden. Verdensorden, han smagte på ordet imens han løb. Acclereret og smagte kraftiger på ordet; formede det i munden. Verdensorden, for så at spytte det hånligt ud. Han havde et udestående, eller det prøvede han ihvertfald at bilde sig selv ind, virkeligheden så anderledes ud. Det vidste han, men alligevel nød han at bilde sig selv ind, at han havde et udestående med verden. Han kunne lide illusioner, selvom man ved det ikke passer; ligesom med hologrammer. Dem ved man også er ren synsbedrag, selvom det er svært ikke at tro på dem når man ser dem. Han havde igennem længere tid følt sig frustreret. Hvis var det rigtige ord, det var nok det bedste han umidelbart kunne finde på. Så havde han en dag forstillet sig at det var fordi han havde et udstående. Noget der for længe havde været ugjort, alt for længe, og derfor nu var begyndt at nage ham. Det var startet som en spøg, selvom han ikke engang selv kunne se det sjove i det. Ligesom en slags tidsfordriv, men jo mere han gik og tænkte over det, dets mere troede han selv på det. Et udstående! Det var simpelhen grunden, til alt den vrede han følte; En vrede der ville ha' været meningsløs hvis han ikke havde haft et sted at addresere den. Og det havde han nu. Det var faktisk denne modtager han var på vej ud for at finde i aften, han var ikke helt sikker på præcis hvad denne modtager var. Ikke hvilken form den tog, hvilken form for organisme det var. Han vidste blot at det eksiterede, og at han ville vide Hvad Det var når han stod overfor den. Så ville han være sikker i sin sag. Så sikker at han kunne få deres lille problem ud af verden, og begrave det for bestandigt. Måske var DEN ikke det eneste der blev begravet i aften, tænkte han imens han løb, og et grumt smil blottede hans tænder. Han forsatte sit meningsløse løb, og blev hele tiden ved med at sætte farten i vejret. Det føltes godt at løbe - at løbe stærkt, dermed ikke sagt at det ville befri ham fra den enorme vrede. Iaften skulle det være og det var han overbevist om. Iaften! Han løb til det ikke længere var ham muligt at sætte farten yderligere op og holdt så det tempo. Det var mærkeligt; han blev slet ikke forpustet men mærkede bare hvordan han blev mere og mere ophidset jo længere tid der gik, før han mødte Den. Han passerede endnu et par skraldespande og en container men gad ikke besvære sig med at vælte dem. Han var for tæt på nu, for tæt på til at han ville lade sig hindre af småting som VERDENSORDEN og dets lige. Han ville ikke lade sig forsinke mere end højst nødvendigt. Han drejede ned af en lille sidegade hvis "indgang" lignede en kæmpe mund. 'Måske vil den fortære mig, og jeg vil ikke få det gennemført!', men istedet for at skramme ham, gjorde denne tanke ham yderligere ophidset; Adrenelinen pumbede nu som aldrig før igennem hans årer, og gav ham vinger. Han kom længere ned af passagen; der var dunkelt herinde, men ikke mørkt. Ikke Sort. Det skuffede ham at der ikke ventede noget altædende uhyre på den anden side ,eller måske længere nede i gyden. Men han forsatte bare; Han fik øje på en mindre gyde end den han befandt sig i, og drejede hurtigt af. Et øjeblik var han overbevist om at han blev forfulgt, da han mente at han kunne høre nogen bag ved ham. Det gjorde ham glad, han stoppede forventningsfuldt op og vendte sig hurtigt. Han stod stille og lyttede i et par sekunder; Jo, den var god nok han kunne stadigvæk høre ham. Han blev stående et kort stykke tid da det gik op for ham at han meget vel kunne være den eneste der var ude i natten nu. Det han kunne høre var ham selv; Hans eget åndedrat - Hans EGET forpulede åndedrat, her havde han troet at der var nogen der fulgte efter ham. Han var blevet skræmt af sin egen skygge. Ynkeligt! han kiggede sig hurtigt omkring og fandt et lille vindue som han af ren og skær arrigskab bankede hånden igennem. Der var ingen smerte overhovedet, han kunne mærke at hans hånd føltes forkert. Men det var også det hele, en rar følese. Inde fra huset lød nogen høje udbrud, han havde åbenbart kommet til at vække beboerende. Det var godt, syntes han, nu var han ikke længere den eneste der var vågen i natten. Han løb hurtigt videre imens han lo højt! Nu var det næsten som det skulle være; Han var blind, der var helt sort i gyden. Der var åbenbart ingen der havde gidet at anlægge gadelys så langt inde. Det var godt. Normalt ville der vel ikke være helt mørkt, men på denne tid af døgnet var der ingen af vinduerne der var oplyste. Natten var hans - Og hans alene. Desværre. Men det skulle han nok gøre noget ved, det var han ret sikker på. Han mærkede noget varmt og blødt svøbe sig om hans hånd og troede først at det var et eller andet slags dyr, en organisme der aldrig før var set - men var avlet af hans enorme vrede. Hans enorme had. Han kiggede hurtigt ned på sin hånd - Parat til at kærtegne dette nye og spændene dyr med den hånd der (endnu) ikke var inficeret. Han kunne ikke se en hånd for sig og for første gang irreteret manglen på lys ham lidt. Men kun et øjeblik, han lod hurtigt den anden hånd køre over dyrets våde pels; Den var varm, var den. Men der var et eller andet galt det var ikke... Han mærkede et øjebliks forvirring - Hvad nu? Hvad forventedes der af ham? Han vidste det ikke. Men een ting vidste han - Han mærkede hvordan vreden steg op i ham, og hvordan volumen nåede uanede grænser. Det han havde på hånden var ingen gave fra de højere magter men gemen BLOD. HANS blod! Han måtte bide sig selv i knoerne for ikke at komme til at skrige højt; Hans ærgelse gik over i raseri, og raseriet gik over i had - Et blindt had, uden mål og med - han aldrig havde oplevet så voldsom en følese før. Det var som om nogen, en ufordigtigt dyrepasser måske, havde sluppet et kæmpe (og meget sultent) rovdyr løs inde i ham. Et rovdyr der nu ville gøre alt der var i dens magt for at slippe fri. Han bed indtil smerten blev for intens, på det tidspunkt var han for længst nået igennem det tynde fedtlag der lå på oversiden af hånden. Han havde allerede blod over det meste af sine bukser og T-shirt, en betragtelig del var det blevet til. ( M * A * S * H, et hospital i krig) Han forsatte igennem de snævre gader, ikke så hurtigt som før, men denne gang var han mere opmærksom. Han havde hele tiden haft et mål, det var først nu han havde fået en plan. Som efter en guddommelig indskydelse, tænkte han. Det pludselige raseri han havde oplevet ved at opdage at han var blevet snydt; snydt for en følgesvend. En gave fra de højere magter, havde samtidig klaret hans hjerne. Nu vidste han hvad han skulle gøre - Hvad der var forlangt af ham. Tidligere krævede hans krop et offer, ja ligefrem forlangte et - Så alle hans problemer, og hans indestængte raseri kunne slippe ud. Men nu var det noget helt andet; Han var blevet narret, og det skulle de ansvarlige ikke slippe godt fra. Det skulle de BESTEMT ikke. For hans udestående MÅTTE vel være det der havde stået bag forsøget på at lokke ham i vildrede, og det måtte de så også betale for. I tifold skulle de betale tilbage. Nu skreg hans krop på blod. På et offer, han følte det som om hver eneste legemsdel gav sig og trak sig krampagtigt sammen i smertefulde ryk. Han vidste at disse kramper først ville få en ende når han havde fuldbragt hvad han var draget ud i natten for. Han måtte og ville gennemføre! Han satte farten op. Han ville ud til en af de store gader, selvom der var lys, det ville han helt sikkert ikke bryde sig om, men han vidste at der på de store gader i de mindste ville være mennesker, om ikke andet ville der være nogen ludere eller narkomaner. De holdt aldrig fri. Han var bare bange for at det ikke var nogen af dem. Hvad nu hvis han slet ikke fandt det rigtige? Et kort sekunds tvivl blev hurtigt skubbet til side af den voksende fornemmelse af at han VILLE finde hvad han ledte efter. Han VILLE få sit offer i aften, hans fornemmelse blev hurtigt til vished! En selvfølge der var ligeså naturlig og uafvendelig som den fact at efter nat kom dag, og efter latter måtte der nødvendigvis være gråd. Nødvendigvis! Som han løb blev det lysere, han var ikke helt istand til at bedømme om det var fordi solen var ved at stå op, eller om det var gadelygterne som nu igen var begyndt at dukke op, med jævne mellemrum. Det skar blidt i hans øjne, men den vage smerte var velkommen. Det var også begyndt at dunke hult i hans hånd - men af den tog han ingen notits, og tørrede den istedet af i T-shirten, når blodet begyndte at distrahere ham. Han nærmede sig en størrer vej, og var ret stolt af sig selv; det var første gang han var i byen, men alligevel havde han fundet hvad han ledte efter relativt hurtigt. Nu skulle han bare finde resten! Han kunnenne høre støjen fra bilerne blive kraftigere for hver meter han nærmede sig, lyset blev også hele tiden mere intenst. Smerten i øjnene var ved at fortage sig, tilgengæld virkede selv den mindste lyd som et enormt ekko i hans øre - Han regnede med at han ville vende sig til det, ligesom med lyset. Han stoppede op et øjeblik, efter en eller anden uforklarlig logik, for at give sin krop en chance for at vende sig til de høje lyde. Men istedet for at ignorere det, syntes lyden at blive kraftigere. Dunk... Dunk... Dunk.... Irreteret over at hans forsøg på at tilvende kroppen, forsatte han sin søgen med raske skridt! Ligepludselig var den der; Gaden var der bare som om den var dukket op ud af den blå luft. Han stoppede brat og kiggede sig omkring, gav et lille suk fra sig og kiggede undersøgende op og ned af gaden; Jo, der var ganske rigtigt mennesker her. Flere mennesker end han havde regnet med. Mange flere. Et ungt par passerede ham på gaden og vendte sig begge om efter ham, da de gik forbi, han vendte hurtigt hovedet og trak læberne tilbage og blottede derved sine tænder. Hans strube producerede en gurlen, der lød fremmed - Og dog velkendt. Før han selv blev klar over hvad det var han lavede, var det væk igen. Det unge par havde skyndt sig videre, og ligenu så han deres rygge, måske, 100 meter nede af gaden. Han havde sikkert fået et mindre hukommelsestab. Men det glædede ham at han sådan kunne skræmme folk, ved sin blotte tilstedeværelse. De måtte kunne mærke et eller andet, måske var der en sort aura der omkransede ham, tanken morede ham. Sort Aura / Ond Aura. Han hørte en lyd, der forvirrede ham - men kun et øjeblik. Han blev stadigt mere magtesløs over sin kro; det var hans egen mund denne knurren kom fra. Han prøvede at anstrenge sig for at holde den tilbage. Efter at have stået på det samme sted i et kort stykke tid (for lang tid) besluttede han sig for at løbe, bare løbe, op imod den ende hvor der var flest mennesker; Han ville helst ikke forstyrres i sit forehavende når han fandt den rigtige - Men han var ikke i tvivl om at han kunne lokke ofret væk, eller måske forfølge det til det var alene?! Ellers kunne han i sidste instans bruge sin, betragtelige, muskelstyrke. Hvis det komtil en konfrontation, var han en sikker vinder - Overbeviste han sig selv. Han begyndte igen at løbe, men blev nød til at sætte farten ned pga. mennesker der hele tiden passerede ham, han ville ikke fjerne sig. Det var ikke DEM der var ude på en vigtig opgave - Ja, faktisk en livsnødvendig opgave, det var HAM. Ikke dem, derfor måtte det også kun være rimeligt at det var Dem der flyttede sig og ikke omvendt. Han var brutal; skubbede folk skånselsløst til side imens han løb. Han fik skubbet en stor mand så kraftigt at han faldt, der blev råbt noget efter ham, og han kunne høre løbende skridt. Han vendte sig og rakte armene frem imod forfølgeren der straks stoppede 5-10 meter fra ham. Han kunne se noget i øjene på manden, han mente ikke det var angst - måske snarere overraskelse, men der var noget. Manden gik et par tøvende skridt tilbage og kiggede ned af ham, ikke ind i hans øjne som han først havde gjort, men ned af ham. Af hans tøj. Så vendte manden om og stak i løb, en handling som han ikke var helt sikker på han forstod. Manden havde været mere end et halvt hoved størrer end ham. Og havde helt sikkert også haft andet en vat under læder- vesten, men alligevel gav det ham en eller anden form for extrem tilfreds- tillese, at se manden løbe i angst. (det Måtte ha' været angst, han så) Nu kunne han mærke sit hjerte banke i sine ører, det måtte være en form for et tegn. Der var ikke langt igen, hans krop ville måske gå i opløsning hvis han ikke snart fandt DET?! Han vendte sig om og løb videre ned af gaden, imens han så for sig hvordan hans krop langsomt blev skildt fra hinanden; legemsdel for legemsdel, der bare faldt af ham. Det gav ham den, fornødne, sidste motivation. Han stoppede op, og kunne lugte noget - Eller rettere han kunne mærke noget. Lugten af råt kød! Han så sig om; der var ikke andet end nogle store butiks vinduer, og så de tilfældige folk der befandt sig længere nede af gaden. Der måtte være NOGET, han kunne mærke det. Han lod endnu en gang sine øjne falde søgende over skyggerne i portene - denne gang grundigere end han havde gjort tidligere. Og der var hun, DER DER DER. Det måtte være hende - lugten af slagteklart kød var udtalt i den beskidte luft. Hun stod op af et parkometer. Med ryggen til ham, hans held, han måtte igen undertrykke et skrig - Et skrig af triumf. Det ville bare fange hendes opmærk- somhed, og havde han ikke brug for - ikke endnu ihvertfald. Han tørrede hurtigt hånden over panden, og mærkede et jag af smerte da det åbne sår berørte huden. Han mærkede hvordan blodet løb ned i øjnene på ham og greb fat i, den allerede godt gennemvædet, t-shirt for at tørre det væk. Nu skulle det være. Endeligt! Han nærmede sig hende langsomt, koncentrede sig om hvert eneste skridt, dette her skulle gøres rigtigt. Korrekt, intet måtte være overladt til tilfældigheder. Han prikkede hende på skulderen og tog fat i begge hendes arme i selvsamme sekund hun vendte sig om. Han kiggede hende dybt i øjnene og så hvordan angsten overvældede hende, han slog hende hurtigt over munden med sin raske hånd, for at kvæle skriget der tydeligvis pressede på i hendes svælg; hun nåede at åbne munden men lyden blev reduceret til en svag gurlen og der løb en smule blod fra den ødelagte læbe og videre ned af kinden, samtifig med at hun desparat vred sig i hans arme. Og først DER mærkede han det, eller så det. Kvinden han havde fat i var bare en gemen luder; hvis bigotte levestil sikrede hende overlevelse; Eller havde ihvertfald gjort det indtil nu. Han mærkede raseriet hurtigt overmande ham - hvordan vovede denne tøjte at trodse HAM. Trodse ham Ved at prøve at snyde ham, narre HAM. Han greb fat i hendes hår med den ene hånd og i hendes skridt med den anden; Løftede hende op som var hun en sæk fjer og ikke en fuldvoksen kvinde. Nu fik skriget fridt løb men det blev overdøvet af hans eget skrig. Han vendte sig og vaklede et øjeblik et par skridt tilbage under den store vægt. Nogen råbte noget længere nede af gaden, andre gav sig til at løbe hen imod dem. Alt det bemærkede han ikke; Alt hvad han opfattede blev sløret igennem et rødt slør, meget uklart, tøjte. Hendes skrig endte brat da han slyngede hende igennem luften og hun koliderede med den store butiksrude, der knustes i tusinde af stykker. Han sprang efter hende ind igennem vinduet hvor hun lå spiddet på et langt glasskår der havde fundet sig vej op igennem hendes mave og ud på den anden side; Hun var ikke helt død, eller det troede han ihvertfald ikke for hendes øjne bevægede sit hurtigt fra side til side, og der løb en net strøm af blod ud igennem hendes mund. Dette skulle gøres færdigt - Helt færdigt! Der var kommet mennesker til, men ingen af dem turde at interferere i dette levendegjorte mareridt. Deres udbrud blev overdøvet af tyverialarmen der arbejdede på højtryk. Han satte sin bestøvlede fod og tvang hendes hoved ned i de store glaskår der ikke var helt smadret endnu. Hun skreg ikke, så hun havde nok allerede været død i forvejen, tænkte han ligegyldigt. Imens han greb fat i et af de store skår der endnu ikke havde opgivet sit tag i rammen. Han vred det fri med sine bare næver. Nu blødte begge hans hænder voldsomt men han reagerede overhovdet ikke på det. Den eneste måde han vidste på at hans hånd var beskadiget var fordi han kunne SE det. Han sprang igen ud igennem vinduet, hvor flokken af mennesker nu havde vokset sig størrer. Da de så ham (og våbnet i hans hånd) trak de sig hurtigt væk fra ham, han skreg. Og lod skriget gå over i en skringerende latter der overdøvede alarmklokkerne. Han stod bare der, kiggede fra ansigt til ansigt - det var rart at se frygten der stod malet i deres ansigter, og altsamen på grund af HAM. Han gryntede og begyndte så, efter en pludselig indskydelse, at løbe. Folk sprang velvilligt ud til siderne da han ville igennem halvcirklen; Alligevel stødte han sit nyerhvervede våben ud imod en af tilskuerne; han nået ikke at registrere om han havde ramt men det regnede han med; håbede han på. Ihverfald udstødte den ældre kvinde et højt vræl, der nærmere lød som et skrig. Han løb videre; følte det som om han blev båret på vinden, det var ikke ham der løb - Det var hans ben der simpelhen VILLE løbe. Og han fulgte med, han var bare et redskab. Han havde det rigtig godt med sig selv, måske bedre end han havde haft nogensinde før - Bedre end han havde haft det da forældrene levede. Han smed glaskåret lidt længere nede ad gaden, der var ikke længere nogen nogen der måske ville stoppe ham, ergo var den en unødvendig byrde. Han nåede ned til et stort kryds, da en politibil paserede ham med fuld udrykning. De var på vej hen til en møbelbutik hvor alarmen havde lydt for mindre end to minutter siden, det kunne være et indbrud, de regnede godtnok med at det bare havde været meningsløst hærværk. Men deres ordre lød på at de skulle rykke ud så hurtigt som muligt. Som gjalt de liv eller død . Den ene betjent så manden der kom løbende imod dem med stor hastighed, han havde blod overalt. I det korte lyse hår, på de forvaskede jeans, for ikke at snakke om hans t-shirt der var total gennemblødt af den Rød-Brunlige masse. Det kunne være fjolset der havde hoppet igennem vinduet, og nu var stukket af. Han råbte til hans kollega der sad ved rettet, at han skulle stoppe bilen. Og det gjorde han. Den kørte halvt ind over fortovet og de to betjente sprang ud af deres vogn for at stoppe den løbende mand; Desværre havde de begge to så travlt at de ikke hørte deres radio der beordrede alle biler til den butik, som oprindeligt havde været deres mål. Der var muligvis tale om mord, sagde manden i radioen. Men alt det hørte de to betjente ikke. Slet ikke. De stoppede manden på gaden og den ene af de to betjente trak sin tjenste-pistol. Bare for en sikkerheds skyld, det var jo ikke hver dag man så mennesker der løb rundt badet i blod. Desuden kunne han heller ikke lide blikket i mandens øjne, han lignede typen der var istand til hvad som helst. Måske mord. Den anden betjent fik manden ned at ligge ved at sparke ham i knæhaserne, manden lo. Selv da han ramte jorden forsatte han sin gennemtrængende latter. Betjentene kiggede nervøst på hinanden, og prøvede at spørge hvad han havde lavet - Hvor alt blodet kom fra, men de så selv svaret da hans hænder blev bugseret om på ryggen. Hans hænder og lidt af hans arme var kraftigt medtaget, og blødte enormt meget. Manden gjorde ikke meget modstand, næsten som om det var en leg, en leg han nød at deltage i. Han fik hurtigt håndjern på og blev puffet ind i bilen. På bagsædet, de to betjente satte sig på forsædet, vendte bilen for at køre tilbage til stationen, med denne mæreklige sag, reaktiveret deres sirener - og speedede op. Der var ingen af dem der var for glade for den nye uventende sitation, og de ville gerne af med weirdo'en så hurtigt som muligt. Han sad bagi bilen, smilede for sig selv, hvad kunne de dog gøre imod HAM. Han var nok umulig at spærre inde, de kunne selvfølig prøve, men de ville aldrig kunne opnå succes med det. Der var højere magter på spil her end som så. Det var han sikker på. Han var tilgengæld ikke så sikker på at han ville finde sit offer i aften, da hans tanker faldt på det ændredes hans humør sig med det samme. Fra at være total sikker på sig selv og sin kunnen, til at føle sig hjælpeløs; Han kunne for helvede ikke bruge sine forbanede hænder, han mærkede hvordan hans sindstilstand langsomt nærmede sig grænsen til panik, hans hjerte arbejde hurtigere og satte automatisk hans puls i vejret. Han blev forpustet, og begyndte at stønne halvhjertet. Den ene betjent vendte sig halvt om for at bede ham om at holde sin kæft. Alle hans muskler trak sig sammen samtidig, han mærkede hvordan hele hans krop hjælpeløst gik i krampe. Han havde set hans øjne da han vendte sig om. Betjenten, det var forudbestemt at han ville havne her i denne bil, det hele havde været forudbestemt. Han smilede igen, den udvalgte havde sin nakke mindre end 40 centimeter fra hans mund. Endelig, guderne havde altså været ham nådig. Han havde svært ved at beherske sig; svært ved ikke at begynde at rive og flå i håndjernene for at få dem af. Han ville helst kunne bruge så mange af sine lemmer som muligt, dette var måske den største og vigtigste opgave af alle. Alt hvad der i hele verden af ansvar kunne være havnet på hans skuldre, var dette det største hverv. Det størst mulige. Denne ting, der sad foran ham, foklædt som betjent. Hvor smart, selvfølig ville de bruge en autoritær person, en med en eller anden form for udøvende magt. Hvorfor havde han dog ikke tænkt på det noget før? Normalt ville han nok være blevet irreteret over at en sådan ordinær detalje kunne undgå hans, ellers så overvågne sanser, men ikke nu. Han havde ham, og han havde ham inden for rækevidde; Det var det der betød noget. Nu kunne han også lugte ham, allerede smage hans salte kød. Mærke hvordan hans tænder ville borde sig ind i hans nakke, indtil hans kæber ville lukke sig helt sammen for at mødes igen. Og igen, og igen. Han begyndte at savle og, opdagede han, der løb fråde om munden på ham. Lugten fra hans friske, og dog dømte kød, blev mere intens. Han kunne næsten ikke holde den ud. Lige idet han skulle til at bide betjenten i nakken kørte bilen ind til siden, og stoppede brat. Han trak hovedet tilbage og kiggede sig forvirret omkring; De var ikke på stationen, eller det der lignede - måske ville de to betjente nu rive han ud af vognen for at gennempryle ham, man havde jo hørt om sådan noget før. Men det var også helt fint, tanken næsten ophidsede ham. Åben kamp, og der ville selvfølig ikke være nogen tvivl om hvem der ville vinde - Det var HAM der havde »magten« på sin side. "Hvad sker der?" spurgte offret henvendt til den anden betjent. "Du bliver sku' lige nød til at gå uden for" sagde betjenten der sad bag rattet. "Hva'?" Han var ved at blive nervøs, måske skulle de ikke slås alligevel, eller måske ville hans offer slippe væk. Det måtte for alt i verden ikke ske. "Som jeg sagde, du skal lige gå ud af bilen." gentog ham ved rattet igen, den anden betjent forstod øjensynligt ikke noget af det og skulle lige til at protestere igen da chafføren trak sin pistol og sigtede på sin kollega. "Rune, hvad fanden..." men han nåede ikke længere, før pistolen blev presset helt op i hovedet på ham og han åbnede hurtigt døren. "Rolig nu," sagde ham der hed Rune. Situationen havde fået en så pludselig vendning at han næsten havde glemt sin sult, ligenu var han fuldt optaget af at se hvad der foregik imellem de to betjente. Han fnisede lavt, men ingen af betjentene tog notits af det. "Rune forhelvede det ka' du da ikk'.." den anden nærmeste klynkede nu og hans stemme knækkede over midt i et ord. Rune stoppede ham da han var halvvejs ude af bilen og fjernede forsigtigt pistolen fra hans kollegas belte med venstre hånd. Han fiskede den lille blanke pistol op af sit hylster og smed den ind på bagsædet. "RUNE!", betjenten hævede stemme, "vi har en galning på...",hans ord druknede i et højt brag og gik over i en gispen. Betjenten var, af skudet, blevet skubbet det sidste stykke ud og lå nu halvt nede i en busk, og holdt sig for maven imens han halvkvalt jamrede sig. "Kan du selv komme ud makker eller skal jeg hjælpe?" Denne gang var det addreseret til manden på bagsædet, der hurtigt fik møvet sig ud. Han registrede henkastet at han havde tisset i bukserne, og at der nu løb en varm væske ned af hans lår - men han var ligeglad, han var alt for optaget at den sårede betjent, og skulle lige til at løbe over til ham da han mærkede en hånd på skulderen. Det var Rune, der også var kommet ud af bilen. Han kiggede forvirret på pistolløbet der var rettet imod ham; NEJ, det kunne ikke være rigtigt. Han skulle ikke dø så tæt på målet. "Vil du ikke have hænderne fri kammerrat?", han nikkede halvt samtidig med at hans øjne længselsfuldt søgte over imod betjenten - hvis udbrud nu var blevet til højlydt stønnen. Rune gik om bag ved manden og åbende håndjernene med en lille nøgle. Det selvsamme øjeblik han var fri skulle han til at løbe over imod betjenten, smagen af blod var endnu vendt tilbage - denne gang med dobbelt styrke. Endnu engang greb en stærk hånd hans skulder, der smertede svagt, han rev sig fri og stormede over til den sårede betjent der så ud som om han var halvt bevistløs; Han havde lukkede øjne og mumlede noget uforståligt, altimens han lå i foster stiling og holdt om sin blødende mave. "Fra det øjeblik jeg så dig viste jeg du var en af vore", lød det fra Rune der stadigvæg stod ved den åbne bagdør. Han var ligeglad, det der betød noget for ham nu var det døde »plop« det gav da han boredde fingrende ind i mandens øjenhuler - varmen han kunne mærke i fingerne. Det der virkelig betød noget var den røde væske der pumbede ud af såret i betjentens mave, lyden af knogler der knustes under hans næver når han slog dem imod siden af betjenten. DET betød noget. "Det er ham, det er ham, det er ham, det er ham", lød det messende fra Rune, stemmen kom nærmere indtil den var ligeud for hans øre. Men han bemærkede det knapt nok - han var alt for optaget. Rune satte sig ved hans side, og slog skæftet af sin pistol imod det maltrakteret hoved; der lød et hult dunk og betjenten på jorden udånede. "Det har vi klaret godt," sagde Rune og grinede imens hans fingre ledte efter tungen i betjentens mund, "Rigtig godt, hr.Generaldirektør." Manden løftede hovedet fra den døde betjents mave, og tørrede noget afblodet væk fra munden. "Mmm" mumlede han, "Vi bliver nok nød til at melde os syge i morgen!" De lo begge og forsatte med at fortære liget. ²· SURVIVAL OF THE FITTEST, ² IN THE STRUGGLE FOR LIFE · 10 / 8 og 24 / 12 1994 M.Serup!